Etablering af Termonet/kold fjernvarme
Nyhedsbrev Helle Energi A.M.B.A - Sommeren 2023
I som modtager dette nyhedsbrev har alle tilkendegivet interesse for en kollektiv varmeforsyningsmodel, som fx kunne være den teknologi som kaldes ”Termonet”
Som tidligere beskrevet i nyhedsbreve fra Helle Energi A.M.B.A. er der for de mindre bysamfund, som ikke umiddelbart kan bære et egentligt fjernvarmeanlæg, nedsat en arbejdsgruppe, som ser på alternative muligheder for at etablere en kollektiv varmeforsyning.
Der arbejdes konkret på at få klarlagt mulighederne for etablering af såkaldte Termonet, også kaldet kold fjernvarme, i Vrenderup, Roust, Rousthøje og Øse.
De forløbne måneder har for bestyrelsen været præget af travlhed i forbindelse med projektudviklingen ved de byer, som skal have etableret traditionel fjernvarme.
Men der har ikke været helt stilstand i arbejdet med forundersøgelserne i forhold til etablering af termonet/kold fjernvarme i Vrenderup, Roust, Rousthøje og Øse.
Arbejdsgruppen for Forsyningsområde "Termonet" har haft kontakt med forskellige kapaciteter med henblik på at få foretaget beregninger og udarbejdet modeller for etablering af Termonet i de mindre byer. Det har vist sig at sådanne undersøgelser er meget kostbare, de første tilbud lå således helt udenfor det mulige.
Det er dog lykkedes at få en realistisk aftale i hus, hvorfor vi pt. blot mangler at få fundet midlerne til de planlagte undersøgelser.
De lokale udviklingsråd har indvilget i at støtte undersøgelserne økonomisk og arbejdsgruppen har netop indsendt en ansøgning til Varde kommune, om det resterende beløb.
Vi forventer derfor at få foretaget de planlagte vurderinger inden for en overskuelig fremtid og I vil snarest derefter få besked om resultaterne.
Har du spørgsmål eller andet du mener er relevant for Helle Energi A.M.B.A så giv endelig besked til Bestyrelsen eller arbejdsgruppen for "Termonet"/kold fjernvarme.